Om

Mette Gautier (f. 1971) er sognepræst, tegnsprogstolk og kommunikationskonsulent. Hun er grundlægger af Se en Salme, som dels tilbyder et visuelt udtryk ved gudstjenestens salmesang og dels samarbejder med kirkens medarbejdere om at gøre kommunikationen i gudstjenesten så tydelig som mulig for så mange som muligt. Mette har undervist sognemedhjælpere og præster på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, afholdt kurser og workshops for konfirmander samt holdt oplæg på sognenes interne arbejdsdage. Korledere benytter ofte Mette som inspirator i arbejdet med børnekor.

Christine Toft Kristensen (f. 1979) er ansat som organist og korleder ved Grene og Billund Kirker samt som underviser ved Løgumkloster Kirkemusikskole. Hun har været instruktør ved flere korworkshops i blandt andet FUK-regi og sammen med trioen Zenobia, ligesom hun har afholdt inspirationsdage for organister med fokus på det musikpædagogiske arbejde i forbindelse med blandt andet børnegudstjenester, babysalmesang, salmesang for børnehavebørn og salmesang for demensramte. Christine har arbejdet med Se en salme i forbindelse med kor, minikonfirmander, konfirmander, demensramte og børnehavebørn.

 


 

Man kan godt lære sine konfirmander, hvordan ”Krist stod op af døde” lyder. Men hvis man også gerne vil have, at de både kommer til at forstå, hvad salmen handler om, og gider synge med, så er det en rigtig god ide at få dem til at arbejde med at vise hinanden, hvordan salmen ser ud.

En novembersøndag stod Mette Gautier derfor for en eftermiddag, hvor både konfirmanderne og deres forældre var med til at synge salmer med kroppen. Konfirmanderne og de voksne blev blandet i grupper, som hver fik en salme, som de ikke bare skulle lære at synge med munden, men også vise med resten af kroppen. Det gav mange sjove oplevelser. Flere af de fædre, som meget nødigt oplod deres sangrøst, viste sig at have store talenter udi kunsten at mime ordet ”sjæleglad”. Der var mødre, som lavede de smukkeste ”hallelujaer” med håndbevægelser, så vi tydeligt, denne efterårsdag i Vestjylland, så et sort gospelkor i Harlem for vores indre blik. Og konfirmander fik aha-oplevelser, når de opdagede, at den afsonede brøde i 2. strofe ikke har noget at gøre med rugbrød.

Efter fælles aftensmad holdt vi gudstjeneste, hvor salmerne både blev sunget og vist af grupperne.

Effekten af dagen? Tja, dét konfirmandhold insisterede på resten af året at stå op og synge. Forbavsende højt. Og allerhelst ”Krist stod op af døde” – med de tegn, de og forældrene havde fundet på.

Margrethe Koch, sognepræst, Holstebro valgmenighed

Bevægelse og dans giver ikke kun mere ilt til hjernen og skærper erfaringsevnen og styrker fællesskabet. Sammen med salmens melodi, ord og rytme fremmer de indlæring og forståelse og understøtter det liturgiske fællesskab. Christine Toft Kristensen formår med faglig baggrund i uddannelse og erfaring at instruere i salmedans og bodypercussion, så det er enkelt og ligetil at tage med ind i konfirmandstuen eller til minikonfirmanderne. Og så sker det med det strejf af engagement og legende humor, der ikke kan andet end smitte.

Lars Nymark Heilesen, lektor på Folkekirkens uddannelses- og videnscenter